DSB vinder stor bæredygtighedspris
DSB’s arbejde med at skabe en mere klimavenlig kollektiv trafik blev tirsdag aften hædret med en fornem bæredygtighedspris.
DSB vandt nemlig den såkaldte Climate Change Award, som igen i år blev uddelt af EY Danmark og Dansk Erhverv.
Climate Change Awards gives til en virksomhed, som udmærker sig i sin klimaindsats ved at sætte ambitiøse og validerede mål for reduktion af sine drivhusgasudledninger, og DSB var nomineret i kategorien for sine samlede klimareduktionsindsatser på tværs af virksomheden.
Udover DSB var Comwell Hotels, Flying Tiger Copenhagen, Jyske Bank, Nilfisk, Søstrene Grene og Velux nomineret i samme kategori.
DSB’s administrerende direktør, Flemming Jensen, var tirsdag aften på scenen på Hotel D’Angleterre for at modtage prisen. Han er glad for den anerkendelse som DSB’s arbejde med bæredygtighed nu har fået.
”Vi er stolte over at modtage Climate Change Award. Det er et stort skulderklap til alle vores dygtige medarbejdere, som siden 2019 har været med til at reducere CO2-udledningen fra vores drift med 22 procent, og som hver dag arbejder på at skabe en mere klimavenlig rejse for vores kunder. DSB ønsker at være den drivende kraft i visionen om at skabe en mere bæredygtig kollektiv trafik, for jo flere der kører med DSB’s tog, jo mere gør vi for trængslen og klimaet,” siger Flemming Jensen.
DSB’s bæredygtighedschef, Aske Wieth-Knudsen, stemmer i og påpeger, at klimareduktionsindsatserne ikke kun er begrænset til togdriften.
”Vi er godt i gang med en omstilling af hele vores forretning til at være mere klimavenlig. Den største indsats er investeringen i moderne, elektriske tog, men vi udvikler blandt andet også værksteder efter nyeste standarder, reducere udledningen fra vores værdikæde, skifter til vedvarende energikilder og sikrer udbygning af vedvarende energi i Danmark på vores stationer og via Power Purchase Agreements. Det er alt sammen ændringer, som er med til at sikre, at DSB kan tilbyde en endnu mere klimavenlig rejseform i fremtiden,” siger Aske Wieth-Knudsen.