DSB skal have ny økonomidirektør

21. august 2026 kl. 14:01

Økonomidirektør Pernille Damm Nielsen har efter fire år i DSB sagt sin stilling op, da hun har fået nyt job.

DSB’s administrerende direktør Flemming Jensen udtaler i den forbindelse:
”Det er beklageligt, at vi skal sige farvel til Pernille Damm Nielsen. Pernille har i sine fire år hos DSB leveret en stor og solid indsats. Hun har blandt andet været med til at sikre, at DSB har den nødvendige økonomiske rygrad til de massive investeringer, vi foretager for at modernisere jernbanen i disse år.

Pernille Damm Nielsen har etableret en stærk finansfunktion, der er godt rustet til de fremtidige opgaver, og sammen med sit team har hun stået bag et grønt obligationsprogram, der skal understøtte realiseringen af DSB’s investeringer. Det vil jeg på virksomhedens vegne gerne takke Pernille for,” siger Flemming Jensen.

Det er indtil videre fortroligt, hvilket job Pernille Damm Nielsen skifter til, men hun føler, at tidspunktet er helt rigtigt:
”Jeg er stolt af de resultater, vi har skabt i min tid i DSB. Vi er lykkedes med at levere solide, positive årsresultater, til trods for at vi i perioder har haft udfordringer som følge af arbejdet med moderniseringen af jernbanen.
Derfor er det også vemodigt at sige farvel til alle de dygtige og dedikerede kolleger, jeg har arbejdet sammen med, både i mit eget direktørområde og på tværs af virksomheden,” siger Pernille Damm Nielsen.

Arbejdet med at finde en afløser for Pernille Damm Nielsen går nu i gang. Pernille Damm Nielsen forlader DSB senest ved årets udgang.

DSB Kommunikation & Branding (nifi)