Enklere priser og billetter over Storebælt

Fra den 7. april 2019 bliver det nemmere at finde den billigste billet til din rejse

Vi forenkler priser og billetter over Storebælt 7. april 2019

Fra den 7. april 2019 bliver det nemmere at finde den billigste billet til din rejse over Storebælt, når sidste fase af forenkling af billetter og priser til offentlig transport i Danmark gennemføres.

Ligesom med takstreformerne på Fyn og i Jylland samt på Sjælland har vi sammensat forenklingen så vi samlet set begrænser konsekvenserne for kunderne mest muligt, og så det er provenuneutralt for DSB. Det samlede prisniveau for kunderne vil altså ikke stige pga. forenklingen, men nogle kunder vil opleve, at deres pris kan ændre sig, eller at de skal gøre noget andet, end de plejer, når de køber billet eller kort.

Hvorfor forenkler vi?

Vi gennemfører forenklingen på anbefaling af Rigsrevisionen, der har efterlyst et entydigt prishierarki og gennemskuelighed i priserne på tværs af trafikselskaber og togoperatører i hele Danmark.

I 2017 og 2018 forenklede vi priser og billetter, først på Sjælland og dernæst på Fyn og i Jylland. I 2019 binder vi landet sammen med den sidste etape, hvor vi forenkler priser og billetter for rejser på tværs af landet.

Hvad betyder det for dig?

Ny måde at beregne priser på

Priser på billetter og Pendlerkort vil fremover basere sig på de zoner, som kendes fra Rejsekortet frem for det nuværende princip, som beregner pris på baggrund af, hvor togskinnerne ligger.

Man kan således købe billet, der kombinerer tog, bus, letbane og metro, direkte til sin destination overalt i landet. Som konsekvens heraf afskaffes de nuværende omstigningsområder

Nemt at finde den billigste billet 

Det bliver mere gennemskueligt, hvordan du får den billigste billet til rejser over Storebælt.

Fra den 7. april vil Rejsekort altid være billigere end en enkeltbillet på den samme rejse. DSB’s Orange-billetter vil altid være billigere end Rejsekort og enkeltbilletter, hvis der er en billet tilgængelig til samme afgang.

Rejser du ofte, vil et pendlerkort kunne betale sig efter 8 returrejser. 

Enklere billet- og kortudvalg

Ligesom vi gennemførte en forenkling af billetter og kort på Sjælland samt Jylland og Fyn for at sikre en klar sammenhæng mellem priserne og et enklere overblik over, hvilke billetter og kort der findes, vil der også blive forenklet i udbuddet af billetter og kort til rejser over Storebælt.

Fra 7. april bliver det muligt at få pendlerkort på Rejsekort til rejser over Storebælt. Udover pendlerkort på app bliver det også muligt at få pendlerkort på Rejsekort samt pendler kombi, som giver mulighed for både at rejse frit i et pendlerområde efter eget valg og uden for området med ét og samme kort. Med Pendler kombi slipper du for at tænke på zoner, priser og køb af ekstra billetter. Samtidig udfases Pendlerkort på pap og for at sikre, at det bliver enklere at finde en billet til den rette pris, vil DSB 10-turskort ligeledes udgå.

Enklere fra og til

Du vil hos DSB fremover kunne købe billet til hele din rejse med bus, tog og metro på tværs af hele Danmark både, hvis du køber pendlerkort, enkeltbilletter, eller hvis du rejser på Rejsekort.

Hold dig orienteret her på siden

Dette er et overblik over hovedtrækkene i de forenklinger, der sker fra 7. april. Vi vil løbende her på siden give et mere detaljeret indblik i, hvad reformen betyder for dig, fx hvis du er pendler, erhvervskunde, ung eller pensionist, samt hvilke alternativer der er relevante for dig. Fra primo marts vil det også være muligt at finde de fremtidige priser på rejseplanen.dk.

Omstigningsområde

LUK

Rejser mellem landsdelene 

Din togbillet gælder i en vis afstand fra den station, hvor du begynder og slutter din togrejse. Det betyder, at du kan benytte din billet til bus, tog eller Metro i et zoneområde omkring din station. Dette område kaldes for omstigningsområdet. På billetten står omstigningsområdet angivet med et zonenummer eller-bogstav. På zonekortet over hele Danmark er omstigningsområdet angivet med et zonenummer, som står lige efter stationsnavnet. Det er den zone i det lokale takstområde, som du kan rejse i, når du rejser mellem landsdelene til eller fra den pågældende station

Se zonekort for Danmark

Hvis du rejser ind i eller ud af Hovedstadsområdet fra en anden landsdel, kan du rejse i de omstigningsområder, der er angivet på billetten med et bogstav. Se zonekort for Danmark.

Rejser lokalt på Sjælland, Lolland, Falster og Møn

Hvis du rejser lokalt på Sjælland, Lolland, Falster og Møn afhænger gyldighedsområdet af længden på din rejse.

På korte rejser 2-8 zoner er billetten gyldig efter ringzonesystemet På lange rejser 9 zoner og derover er billetten gyldig i afrejsezonen og i ankomstzonen, som er vist på billetten med zonenummer. Se zonekort for Sjælland.

Rejser i Jylland og på Fyn

For rejser med bus i Jylland & på Fyn er rejsen gyldig efter ringzonesystemet. 
For rejser som foretages helt eller delvist med tog er billetten gyldig til omstigning i de to zoner, hhv. afrejsezonen og ankomstzonen, som er påtrykt billetten. Man kan benytte billetten til rejser i omstigningsområdet med bus og tog i hele billettens tidsgyldighed. Når man har foretaget sin rejse og er ankommet til sin destinationszone bortfalder retten til omstigning i startzonen.

Rejser over Øresund

Gyldigheden fremgår altid af selve billetten. Rejser du fx fra København H til Malmø, kan du rejse i bus, tog eller metro i det danske område (F+L) og i det svenske område (A) i forbindelse med din rejse, før du stiger på eller efter du er steget af Øresundstoget. 
Derudover vil det på billetten fremgå, om du har valgt at rejse over Øresundsbroen eller via Helsingør-Helsingborg.

Vær opmærksom på, at omstigningsområdet, der hvor du foretager skift på din rejse, skal stå på din billet. Du kan finde en oversigt over omstigningsområder her

Eksempel:
Køber man en billet til rejse fra Odense til Aarhus H, vil man kunne benytte en lokalbus i Odense i startzonen til at rejse til stationen. Når man når Aarhus H, kan man benytte en bybus indenfor omstigningszonen/destinationszonen til at køre videre til en ønsket adresse (men kun hvis den ligger indenfor den pågældende destinationszone – ellers skal man købe en billet til en længere rejse).
Når man er nået frem Aarhus H, vil man imidlertid ikke længere kunne benytte billetten resten af dagen til at rejse i bybus i startzonen, dvs. Odense.