Husregler for DSB Facebook/DSB Facebook Ung

Stil spørgsmål, kom med forslag, post billeder og giv din mening. Vi tager gerne imod både ris og ros. Du skal blot huske at holde en ordentlig og behagelig tone i dine indlæg.

På DSB Facebook/DSB Facebook Ung, vil vi gerne i dialog om DSB’s produkter, aktiviteter og services. Du er meget velkommen til at stille spørgsmål, komme med forslag, poste billeder og give din mening til kende om DSB-relaterede emner. Vi tager gerne imod både ris og ros. Blot skal du huske at holde en ordentlig og behagelig tone i dine indlæg herinde. Desuden er der nogle juridiske retningslinjer, du også skal være opmærksom på.

1. Hvordan ved jeg, om det er DSB, der har svaret mig?

DSB’s logo samt afsender-navnet ’DSB’ til venstre for en kommentar på vores sider er din garanti for, at replikken er skrevet af en medarbejder i DSB’s Sociale Medier-team. DSB kan ikke tage ansvar for indholdet af svar leveret til dig på siden fra andre profiler. Heller ikke selv om der måtte være tale om personer, der angiver at have tilknytning til DSB eller DSB’s samarbejdspartnere.
 
2. Sprogbrug

En god debatkultur og en sober tone er meget afgørende for os. Det skal være rart for alle at færdes herinde. Derfor forbeholder vi os retten til at fjerne kommentarer og posts, der indeholder anstødeligt sprog, som fx bandeord, tydelige seksuelle referencer, diskrimination og uhensigtsmæssig sprogbrug i øvrigt. Vi accepterer på DSB Facebook/DSB Facebook Ung ikke indlæg, der på nogen måde kan chikanere, true eller nedgøre nogen. Indlæg, der overtræder disse regler, fjernes uden varsel. Det er alene DSB, der vurderer, om et indlæg overtræder disse retningslinjer.

3. Private oplysninger

Vores Facebook-sider er offentlige. Det vil sige, at alle andre besøgende på siderne kan se, når du skriver til os på væggen. Derfor anbefaler vi, at du ikke deler personfølsomme oplysninger eller private oplysninger. Vi kan fjerne en kommentar, hvis vi vurderer, at den indeholder personfølsomme oplysninger eller private oplysninger– det kan fx være telefonnummer og adresse.

4. Hvorfor fortæller I mig, at jeg skal skrive ind til jer via dsb.dk eller på mail? Jeg har jo lige kontaktet jer på Facebook.

På DSB’s Facebook-sider sagsbehandler vi ikke som sådan. Det skyldes bl.a., at en sagsbehandling normalt kræver brug af personfølsomme oplysninger, hvilket vi som nævnt i punkt 3 holder skarpt adskilt fra Facebook. På den måde overholder vi reglerne om god forvaltningsskik – og du er desuden sikret, at din sag håndteres korrekt og med de rettigheder, der hører med.
En tommelfingerregel er, at vi på DSB Facebook og DSB Facebook Ung meget gerne vejleder overordnet om fx produkter. Men hvis din henvendelse kræver, at netop dit kort eller din billet slås efter i systemet, vil vi henvise dig videre til den afdeling, som har adgang til dette.
Klager og spørgsmål, der indebærer pengeudbetalinger, behandles ikke på DSB Facebook. Men vi vejleder meget gerne om, hvor du i stedet kan få hjælp til din henvendelse.

5. Udelukkelse fra DSB Facebook og DSB Facebook Ung

Brugere, der gentagne gange bryder vores husregler, kan blokeres fra DSB Facebook og/eller DSB Facebook Ung uden varsel.

6. Reklame og spam

Spam er ikke tilladt på vores sider. Ved spam forstås opslag, der udelukkende lægger op til at afspore debatten.
Eksempler på typer af opslag, der vil blive betragtet som spam og skjules på siden:

  • Opslag, der udelukkende har til formål at fremme andre virksomheder, produkter eller begivenheder end DSB/DSB-relaterede.
  • Opslag, der i overdreven grad gentages flere steder på siden – også selv om de måtte omhandle DSB-relateret indhold.

Et indlæg, der ikke falder inden for én af disse to kategorier, vil dog i visse tilfælde alligevel kunne regnes for spam og vil blive håndteret som sådan. Vurderingen af, hvad der betragtes som spam, er alene DSB’s.

7. Må jeg lægge fotos og videoer op på jeres sider?

Vi er rigtig glade for, at mange af vores kunder gerne vil dele billeder og videoer med os på de sociale medier. Vi vil dog gerne sikre os, at Facebook er et sted, der er rart for alle at færdes, og derfor forholder vi os retten til at slette alle indlæg, hvor andre rejsende eller DSB-ansatte kan genkendes. Vi kan nemlig ikke accepterer at hverken kunder eller kolleger kan risikere at føle sig udsat.

Samtidig beder vi vore kunder respektere Datatilsynets regler for offentliggørelse af foto og video på nettet. Disse regler kan du læse her: https://www.datatilsynet.dk/borger/sociale-netvaerk/naar-du-offentliggoer-oplysninger/

8. Ud & Se

Indlæg på DSB’s facebookprofil kan blive udvalgt og gengivet i Ud & Se i oprindelig eller forkortet form. Ønsker du ikke dette, skal du i stedet kontakte DSB via kontaktformular til kundecenter: https://www.dsb.dk/kundeservice/skriv-til-os/