Flere aftentog fra Københavns Lufthavn, Kastrup

Vær opmærksom på, at indholdet på denne side kan være uaktuelt.
23. juni 2005 kl. 13:54
Flere aftentog fra Københavns Lufthavn, Kastrup

DSB udvider nu antallet af tog i aftentimerne fra Københavns Lufthavn, Kastrup mod Københavns Hovedbanegård, Nørreport og Østerport.  Med virkning fra mandag den 27. juni bliver der tog hvert 10. minut frem til kl. 21.24 eller godt halvanden time længere end hidtil. Resten af aftenen kører togene hvert 20. minut.
Baggrunden for udvidelsen er, at antallet af passagerer især er steget i aftentimerne. Men i det hele taget kan DSB notere en kraftig vækst, siden den nye og forbedrede køreplan trådte i kraft 9. januar. På Kastrup-banen er der tale om ca. 20 pct. flere passagerer, mens fremgangen mellem København og Helsingør har været på omkring 10 pct. og over Øresund omkring 5 pct.
Ligeledes den 27. juni sker der en justering på Kystbanen, hvor nogle svagt benyttede myldretidstog mandag-fredag falder væk. Det gælder afgangen fra Helsingør kl. 8.30 og afgangene fra Københavns Hovedbanegård kl. 14.47 og 15.07. Generelt har disse tog haft en belægning på under 20 pct., og DSB mener derfor, at passagererne uden problemer vil kunne finde plads i de øvrige tog, der kører på stort set samme tid.
Køreplanen kan ses på www.dsb.dk/koereplaner, og samtidig er Rejseplanen på www.dsb.dk blev opdateret med ændringerne. Herudover bliver der udgivet en ny køreplan i lommeformat for Kystbanen.


 


Med venlig hilsen


DSB