DSB har i det første halvår i 2008 haft et historisk højt antal passagerer. Faktisk har toget i perioden vundet markedsandele fra bilen.
Rekord mange danskere rejser med DSB. I årets første seks måneder servicerede DSB’s medarbejdere således hele 85,8 millioner rejsende, hvilket er det højeste antal nogensinde. Det svarer til en stigning på tre procent i forhold til samme periode i 2007.
Markant vækst
»Det er en markant vækst, som meget klart viser, at danskerne gerne vil toget og den kollektive trafik. Hvis kvaliteten er i orden, som den på mange områder har været i det seneste år, så kommer kunderne også til toget,« konkluderer DSB’s administrerende direktør Søren Eriksen.
DSB’s fremgang i årets første seks måneder sker i samme periode, som Vejdirektoratet melder om en stigning i biltrafikken på knap to procent, og hvor landets trafikselskaber lider under store tab af passagerer i busserne. Toget har altså for første gang i mange år vundet markedsandele i forhold til bilen.
Øresund og Østdanmark
Den positive udvikling i passagertallet skyldes primært flere rejser i Østdanmark og over Øresund. Og for første gang i længere tid har der samtidig været en god vækst i antallet af kunder, der vælger S-toget.
Kigger man på tallene for andet kvartal isoleret, har DSB fået hele syv procent flere passagerer. Fremgangen skal endda ses i lyset af, at der i perioden bl.a. er gennemført omfattende sporarbejder i Østjylland og på Farumbanen.
Bedre rettidighed
Også rettidigheden er blevet væsentligt forbedret i perioden. I årets to første kvartaler ankom således 93,1 procent af DSB’s fjern- og regionaltog til tiden. Det tilsvarende tal for S-tog er 94,1 procent. Fjern- & regionaltog har i første halvår af 2008 den flotteste rettidighed siden årtusindskiftet, mens S-togs rettidighed ikke er set bedre i de sidste fire år.

Fra første til andet kvartal har Fjern- og regionaltog nedbragt antallet af forsinkelser med 30 procent, mens antallet af forsinkelser i samme periode for S-tog er faldet med 15 procent.

God infrastruktur
Som årsager til fremgangen peger Søren Eriksen bl.a. på, at DSB gennemgående har kunnet tilbyde kunderne et godt og stabilt produkt, at en forstærket jernbaneinfrastruktur viser sin effekt og at brændstofpriserne er steget:
»Storebælts- og Øresundsforbindelsen er sammen med bl.a. Ringbanen gode eksempler på, at når politikerne investerer massivt i ny og bedre infrastruktur, og DSB samtidig leverer en kvalitetsvare til kunderne, så opstår der historisk gode muligheder for at flytte mange mennesker over til toget. Med den gode sidegevinst, at vi sparer atmosfæren for rigtig meget CO2,« fremhæver DSB’s administrerende direktør og nævner endnu en vigtig årsag til fremgangen:
Mere vækst kræver investeringer i jernbanen
Hvis politikerne gerne vil have flere til at tage toget, skal kapacitetsproblemerne i og omkring Københavns centrum prioriteres højt.
»Grundlæggende kan vi ikke levere produktet til de mange, der pendler ind og ud af København. Vi rammer snart loftet for væksten af passagerer i hovedstaden og hele Østdanmark, og da det er her, passagervæksten findes, er det særligt vigtigt at investere i en øget kapacitet her,« siger Søren Eriksen og peger på tre væsentlige projekter, der kan medvirke til at lette problemerne:
Vigtigst er anlæggelsen af den nye bane mellem København og Ringsted via Køge, som den bedste løsning på det hidtidige flaskehalsproblem på strækningen. Men højt på ønskelisten står også overhalingsspor på S-banen, så der er plads til flere og hurtigere S-tog, samt et dobbeltspor mellem Lejre og Vipperød på Nordvestbanen, så det blive mere attraktivt for pendlere fra Nordvestsjælland at skifte bilsædet ud med en plads i toget.