Togpassagerer må ofte vente længe på at få gavn af den højere komfort, der følger med nye togtyper. En rapport fra den britiske rigsrevision, National Audit Office, afslører, at for sen levering og langvarige indkøringsvanskeligheder som regel følger med, når jernbaneoperatører bestiller nye tog.
Dette gjaldt for 12 ud af de 15 operatører, som rapporten har undersøgt. Forsinkelserne strakte sig fra en måned til mere end to et halvt år. De nye tog blev i gennemsnit sat i drift syv måneder senere end planlagt.
Rapporten peger på seks hovedårsager til dette:
- Ordrer på nye togtyper afgives ikke løbende, men i ‘klumper’. Det giver problemer for producenterne
- Manglende samarbejde på tværs af jernbaneindustrien er en hindring for at få sat nye tog i drift
- Hverken jernbanenettet eller togene er standardiseret, men varierer fra land til land
- Der mangler viden om skinnenettets beskaffenhed
- Der mangler klare kriterier for, hvornår en ny togtype lever op til sikkerhedskravene – og hvornår den ikke gør
- Endelig er testkapaciteten langtfra tilstrækkelig.
Den britiske pendant til Trafikstyrelsen kan ifølge britisk lov kræve kompensation fra operatøren, hvis forsinkelsen påvirker dennes evne til at overholde trafikkontrakten. Det er dog kun sket i to ud af i alt 23 tilfælde, hvor tog er blevet sat for sent i drift. I de øvrige skønnede myndigheden, at operatøren havde gjort alt, hvad der var muligt for at få togene i drift til tiden.
Tyske børnesygdomme
Også i Tyskland kender man til vanskeligheder med nye tog. De tyske statsbaner har haft store problemer med flere af højhastighedstogene i ICE-serien.
ICE 3 måtte igennem mange børnesygdomme, før toget kunne indtage sin senere position som DBs ‘flagskib’. Starten i 2000 var præget af en række komponentfejl og forsinkelser for toget, som er bygget af Siemens, Bombardier og Alstom.
Således var den centrale computer årsag til en del nervøse trækninger blandt passagererne i det såkaldte lounge-afsnit umiddelbart bag førerrummet. Ved selv den mindste fejlfunktion, f.eks. et tilstoppet toilet, gav computeren en høj advarselslyd fra sig. Det gjorde den op til 700 gange om dagen.
Endnu værre var det med togets klimaanlæg. Når et togafsnit var godt fyldt med passagerer, eller udetemperaturen oversteg 25 grader, gik anlægget ofte ned. Helt galt blev det i rekordvarme sommer 2003. Da gav ICE 3’s ventilationsanlæg definitivt op, og togpersonalet måtte forsøge at formilde de svedende kunder med uddeling af værdikuponer og kolde drikke.
Den følgende vinter gik man i gang med at udstyre ICE 3 med et helt nyudviklet klimaanlæg. Det indebar bl.a. en ombygning af togets tagkonstruktion, som blev forsynet med de såkaldte hajfinner. ‘Finnerne’ giver et forøget luftindtag, som skal modvirke overophedning af ventilationsanlægget.
Klimaanlægget volder dog fortsat problemer. Det samme gør toiletterne, computerens software og kommunikationen mellem toget og signalanlægget.
Kilde: Wikipedia, Der Spiegel m.fl.
Den britiske revisionsrapport kan findes på
http://www.nao.org.uk/pn/03-04/0304263.htm