JUNI 2008: AnsaldoBreda tester IC4 på testring i Tjekkiet og tager endnu en fabrik i brug for at øge tempoet i produktionen
Til efteråret begynder AnsaldoBreda at teste to IC4-to på en lukket testring i Tjekkiet.
Målet er, at de to togsæt skal opfylde samtlige krav i kontrakten, herunder sammenkobling, før de forlader Test Center Velim, der er ejet af de tjekkiske baner.
Testringen tilbyder tre strømsystemer og det fælleseuropæiske sikkerhedssystem ERTMS, men da der ikke er dansk ATC, skal de to togsæt til sidst i forløbet ATC-testes i Danmark, inden de kan typegodkendes.
Når de er godkendt, kopieres computerprogrammerne over i de følgende togsæt.
DSB's administrerende direktør, Søren Eriksen, ser store fordele ved at testkøre IC4 i Tjekkiet:
»En af fordelene er, at vi ikke behøver godkendelse fra Trafikstyrelsen. Det giver AnsaldoBreda større frihed til at skrue og regere i toget undervejs. Vi kan direkte gå ind og ændre på toget og så køre løs med det,« siger Søren Eriksen.
Test døgnet rundt
En anden væsentlig fordel er, at testbanen kan bruges døgnet rundt alle ugens dage. Test på lukket spor i Danmark er henvist til nogle få timer om natten, når den planlagte trafik stilner af.
AnsaldoBreda begyndte 9. maj at teste højhastighedstoget Albatros til de hollandske og belgiske baner i Velim. Og togfabrikken Alstom LHB forbereder test af den kontinentale variant af Coradia regionaltog – Coradia Lirex Continental – i Velim, der er det primære teststed for lokomotiver og tog bygget i Europa eller til europæiske jernbaner.
To IC4-fabrikker
For at øge tempoet i den fem år forsinkede IC4-produktion tager AnsaldoBreda endnu en fabrik i brug. Fabrikken i Verona skal ikke bygge IC4 fra bunden, men fylde vognkasserne til IC4 og IC2 ud.
»Der står nogle vognkasser med motorer, nogle med bogier og nogle, der er helt tomme, og som både have skal undervogne, motorer og så videre. Groft sagt er alle elementerne der. Nogle af togene er samlet, nogle er delvis samlet, men tilbage står en ret stor samleopgave,« siger Søren Eriksen.
Testcenter Velim
Testcentret består af to testbaner. En kort på 3,951 km, hvor der kan køres op til 90 km/t, og en stor på 13,276 km, hvor der ifølge Velims hjemmeside kan køres op til 200 km/t.
Banen har 3.000 V og 1.500 V jævnstrøm samt 25 kV 50 Hz og 15 kV 16,7 Hz vekselstrøm.