Her er du

Pressebaggrund

Fakta om DSB som selvstændig offentlig virksomhed

12-02-2007 13:56:00

Den 1. januar 1999 ændrede DSB status fra statsvirksomhed til selvstændig offentlig virksomhed og drives nu som en børsnoteret virksomhed på almindelige forretningsmæssige vilkår.

Den nye status udgør et af elementerne i en gennemgribende omstillingsproces, der skulle ruste DSB til konkurrencen på de danske skinner og i udlandet. Samme år blev DSB S-tog udskilt i et aktieselskab ejet 100 pct. af DSB. Lovgrundlaget for DSB’s nuværende status findes i Lov om den selvstændige offentlige virksomhed DSB og om DSB S-tog A/S.

Hvad er fordelene ved at være en selvstændig offentlig virksomhed?

Statusen som selvstændig offentlig virksomhed indebærer bl.a., at alle DSB’s investeringer ikke længere skal bevilges ad politisk vej via finansloven, men kan finansieres på det private lånemarked. Det betyder, at udgiften til renter og afskrivninger ved anskaffelse af nyt materiel kan fordeles over lang tid. Investeringer, der overstiger 100 mio. kr., skal dog forelægges Folketingets finansudvalg.

Selvstændigheden har også givet mulighed for, at DSB kan byde på trafik i udlandet eller køre tog for egen regning og risiko, hvis der findes et markedsmæssigt grundlag herfor. DSB's trafik i Danmark udføres som såkaldt offentlig service-trafik. Det vil sige, at DSB bliver betalt af Transport- og Energiministeriet for at køre togtrafik. DSB gennemfører driften i henhold til en trafikkontrakt, der blandt andet fastlægger omfanget og kvaliteten af den kørsel, som DSB skal udføre. Lovgrundlaget for at køre togtrafik som offentlig service findes i Lov om jernbane. 

Som selvstændig offentlig virksomhed ledes DSB til daglig af en koncernledelse, der referer til DSB’s bestyrelse.  Regnskabet aflægges efter den almindelige regnskabslovgivning.

Hvordan har DSB været organiseret tidligere?

Siden grundlæggelsen i 1885 har DSB været en etat med en generaldirektør i spidsen. Generaldirektøren refererede direkte til trafikministeren, og virksomhedens regnskab var en del af statens. Hvert eneste nyanskaffelse skulle således bevilges ad politisk vej.

I løbet af 1990’erne blev DSB’s status som etat utidssvarende. Liberaliseringen af jernbanen krævede en omstrukturering af DSB, bl.a. for at økonomien kunne sammenlignes med private virksomheders økonomi. Desuden skulle DSB frigøres fra den politiske beslutningsproces for at kunne handle på markedsvilkår.

I 1993 ændrede DSB således status fra etat til statsvirksomhed, og i 1999 blev statsvirksomheden DSB omdannet til en selvstændig offentlig virksomhed.



Tilbage til listen

Søg i meddelelser


Årstal

Nyheder
Presse-
meddelelser
Presse-
baggrund

Fritekst søgning