Her er du

Pressebaggrund

DSB skal være en samfunDSBevidst virksomhed

03-07-2008 15:03:00

DSB laver CSR-strategi med fem fokusområder

Hvis man vil fastholde sine medarbejdere, være en ansvarlig virksomhed og værne om miljøet og samtidig tiltrække kunder, er det vigtigt, at man som virksomhed sætter sig nogle bevidste mål for hvordan. DSB vil ved hjælp af en såkaldt CSR-strategi systematisere de mange gode aktiviteter, der allerede er i gang i dag.

»Vores nye CSR-strategi er ikke noget, vi har opfundet til lejligheden – nu sætter vi de gode tiltag i system. DSB har længe været meget bevidste om miljøet og om den sociale ansvarlighed, vi har over for vores medarbejdere og samfundet generelt. Hidtil har det været båret af enkelte ildsjæle. Nu sætter vi det mere i system med en egentlig CSR-strategi i DSB,« siger HR-direktør Lone Lindsby.

Med hjertet og hjernen
CSR er en forkortelse for Corporate Social Responsibility, og det betyder ikke kun, at virksomheden er villig til at tage et samfundsmæssigt ansvar, men også at den samfundsmæssige ansvarlighed er nødvendig for, at virksomheden skal tjene penge og være succesfuld på lang sigt. Når DSB laver en CSR-strategi, forpligter DSB sig til at drive virksomheden med omtanke for alle dem, vi er i kontakt med. Det gælder lige fra kunder og medarbejdere til leverandører og samarbejdspartnere.

»Indføringen af CSR er noget, DSB gør med både hjertet og hjernen. Med hjertet, fordi miljø, social ansvarlighed og sundhed ligger DSB på sinde. Med hjernen, fordi det også giver god mening med fokus på forretningen, også selvom det ikke altid kan betale sig i et snævert perspektiv,« siger Lone Lindsby.

Fem områder
DSB har i sin CSR-strategi valgt at fokusere på fem områder:

  • Kunder
  • Miljø
  • Medarbejdere
  • Leverandører
  • Samfund/etik

»I og med at store dele af de fokusområder, vi har valgt, er nogle, vi i forvejen har arbejdet med, har vi allerede en god platform for vores CSR-strategi. Men lad mig alligevel slå fast, at vi først er ved at opstille målsætningerne nu, så det er naturligvis ikke alt sammen noget, der bliver skabt fra den ene dag til den anden,« siger Lone Lindsby.

Filter på
Den enkelte medarbejder i DSB vil kunne mærke følgerne af CSR-strategien i form af fx sundere kost i kantinen og mere fokus på et godt arbejdsmiljø, så DSB fastholder sine medarbejdere og bliver en endnu mere attraktiv arbejdsplads.

»Vi gør i forvejen meget. Blandt andet får medarbejderne tilbud om stresshåndteringskurser. Alle ansatte har en sundhedsforsikring. Vi tilbyder også samtaler hos psykolog via DSB Sundhedsforsikring eller samtaler med DSB’s egne socialrådgivere. Og vi uddanner frontpersonalet i konflikthåndtering, for på den måde så vidt muligt at undgå episoder med vold og trusler,« forklarer Lone Lindsby, der også fortæller, at man – som konsekvens af udarbejdelsen af CSR-strategien – også kan komme ud for, at man vælger en leverandør frem for anden, fordi leverandøren ikke lever op til de miljømæssige eller etiske krav, som DSB selv skal leve op til.

Endelig vil DSB – som man allerede har set i stigende omfang det seneste år – i langt højere grad slå på togets oplagte miljø-fordele, som er et andet meget vigtigt fokus-område i CSR-strategien:

»Vi vil skabe et bedre miljø for alle ved at tilbyde attraktive transportløsninger og ved at reducere miljøbelastningen af vores aktiviteter. Vi har nogle udfordringer i forhold til MR-togene og ME-lokomotiverne, som vi hurtigst muligt vil udfase, og indtil da vil begrænse udledningerne fra. Den væsentligste pointe et dog, at togtransport omregnet til forurening per personkilometer er langt bedre for miljøet end biltransport,« siger Lone Lindsby.



Tilbage til listen

Søg i meddelelser


Årstal

Nyheder
Presse-
meddelelser
Presse-
baggrund

Fritekst søgning