DSB lukker billetautomaterne omkring nytår

DSB lukker billetautomaterne omkring nytår

Vær opmærksom på, at indholdet på denne side kan være uaktuelt.
29. december 2015 kl. 09:27

DSB forebygger hærværk og lukker igen i år billetautomaterne, der er placeret udendørs.

Lukningen af automaterne begynder tirsdag den 30. december kl. 12, og de bliver sat i drift igen over to dage, den 1. og 2. januar. De sidste automater vil være i drift igen lørdag den 2. januar kl. 12.

De lukkede automater vil være udstyret med information, om de andre muligheder, som kunderne har for at kunne købe billetter.

Kunderne kan fortsat bruge de indendørs billetautomater, Rejsekort og klippekort og købe billetter på DSB.dk, i DSB App, i DSB 7-Eleven eller Billetsalg. I hovedstadsområdet, hvor langt de fleste kunder rejser på Periodekort og Rejsekort, er det desuden muligt at købe billetter på Mobilbilletter Hovedstaden App eller sms-tjenesten 1415.

DSB’s trafikinformationschef Tony Bispeskov forklarer, at lukningen er den rigtige løsning, fordi den skaber færrest gener for kunderne.

”Der er ingen vej udenom en kontrolleret nedlukning, hvis vi skal undgå omfattende hærværk, der sætter automaterne ud af spillet i en længere periode,” siger han.

Fakta:
• En ny billetautomat koster 250.000 kr.
• Der er tidligere år ødelagt omkring ti automater omkring nytår.
• Omkring årsskiftet 2007/2008, som var det sidste år, inden DSB begyndte at lukke automaterne, ødelagdes 47 automater.

DSB Kommunikation & Branding (msl)