DSB ønsker at tilbyde et højfrekvent og effektivt togsystem med mindst mulig energiforbrug og luftforurening. Dermed reducerer vi DSB’s bidrag til drivhuseffekten og de miljø- og sundhedsmæssige gener luftforureningen kan have for passagerer, naboer og medarbejdere.
Det er vores overordnede mål at toget skal være CO2 neutralt i 2030. Kilderne til energiforbrug og udledning af CO2 er primært
- Kørsel af el- og dieseltog
- Parkerede tog, der står opvarmede og med ventilation.
Kilderne til luftforurening er primært
- Røggasser fra dieseltogenes motorer
Vi:
- fremmer energieffektiv kørsel ved at give lokoførerne information om, hvor hurtigt det er nødvendigt at køre for at nå frem til tiden
- fremmer energioptimering af køreplanen inden for rammerne af en given samlet køretid
- arbejder på at sænke energiforbruget til opvarmning af togsættene ved at optimere og styre temperatur og luftskifte efter behov
- stiller krav om lavt energiforbrug og lav udledning af luftforurening ved køb og leje af tog
- har fokus på muligheden for at nedbringe luftforureningen og især udledningen af partikler og NOx (kvælstofoxider) ved enten at anvende partikelfiltre eller katalysatorer på togene eller ved at udskifte motorer
- deltager i internationale samarbejder og projekter på området
- undersøger muligheder for energibesparelser ved at afholde interne workshops.
Vi følger udviklingen af vores el-, varme- og vandforbrug tæt. Vi har mange forskellige typer af bygninger - lige fra fredede bygninger med et forbrug, der svarer til en almindeligt dansk husholdning til store værkstedsbygninger, der har en del procesudstyr, ventilation og et stort forbrug af el, varme og vand.
Vi:
- styrer og følger energi- og vandforbruget løbende med CTS-anlæg og energistyringsdatabase
- gennemfører energimærkning af vores bygninger
- gennemfører energibesparelser i bygninger som udskiftning af gamle anlæg og installationer, isolering af bygninger, udskiftning af vandledninger mm.
- gennemgår vores serverrum for at optimere køling og ventilation
- genanvender ca. 90 % af vandet i vores vaskeanlæg
- bruger regnvand i en række af vores vaskeanlæg.
DSB ønsker at tilbyde et højfrekvent togsystem og tilhørende trafikinformation med mindst mulig støjgener for naboer til jernbanen.
Kilderne til støj er primært
- Støj fra kørsel
- Højtalerstøj (primært et problem for naboer til S-togs perroner)
- Støj fra depoter og værksteder
Vi:
- vedligeholder løbende togenes hjul, da velholdte hjul er afgørende for et lavt støjniveau
- parkerer tog hvor de generer naboerne mindst muligt, når vi ikke kan undgå at have dem holdende i tomgang
- får flere og flere nye tog, hvor vi har stillet støjkrav. Nye tog støjer ca. 10 dB(A) mindre end gamle tog
- optimerer løbende højtalersystem og brug af systemet på stationer, så informationen er målrettet den relevante station i stedet for at ramme alle stationer på en linie og for at styre lydkvaliteten på den enkelte station
DSB går aktivt i dialog med naboer og myndigheder, der henvender sig om støjgener. Det kan desværre ikke helt undgås at naboer til jernbanen føler sig generet af støj.
DSB arbejder løbende for at minimere mængden af affald og øge genanvendelsen. Gennem mange år har en miljømæssig forsvarlig håndtering af affaldet fra vores værkstedsområder været i fokus.
Vi:
- fastholder og synliggør det gode arbejde, der allerede er indarbejdet i daglige rutiner på værkstederne og spreder de gode erfaringer til resten af DSB
- optimerer procedurer, som i dag er gældende for håndtering af affald på stationer, klargøringsenheder og i togene
- indsamler gratisaviser til genbrug i S-togene og på S-togsstationer og på enkelte regionaltogsstationer
- har fortsat fokus på en solid viden om de affaldsmængder, der håndteres på vores arealer. Det giver os de bedste muligheder for at identificere nye muligheder for kildesortering, og at følge op på vores modtagere af affald.
Det er DSB’s mål, at alle potentielle forureningskilder er prioriteret og vurderet i forhold til grundvand, recipienter og den anvendelse et areal har.
DSB har kortlagt alle tidligere forureninger og vi sikrer, at potentielle kilder til jordforurening ikke udgør en fare for grundvand, drikkevandsinteresser eller det omgivende miljø.
Vi:
- overvåger tidligere tiders forurening ved tankningssteder
- fjerner forurening, hvor der er risiko for grundvand eller drikkevandsinteresser
- har sikret alle vores tankningssteder, så evt. spild bliver samlet ophar instrukser for, hvad vores medarbejdere skal gøre, hvis uheldet er ude
DSB ønsker et sundt arbejdsmiljø for vores medarbejdere og en lav belastning af vores omgivelser. DSB bruger mange kemikalier til reparation, vedligeholdelse, snerydning og rengøring mm.
Vi arbejder løbende på at nedbringe antallet af kemikalier og er specielt opmærksomme på de kemikalier, der indeholder sundhedsskadelige stoffer.
Vi:
- registrerer alle kemikalier i vores Kemikaliestyringssystem
- har arbejdspladsbrugsanvisninger (APB) for alle vores kemikalier
- stiller miljø- og arbejdsmiljøkrav når vi køber kemikalier og når vi indgår aftaler om service- og tjenesteydelser
- arbejder målrettet med at erstatte sundheds- og miljøskadelige kemikalier med mindre skadelige
- opbevarer olie og kemikalier på spildbakker og har spildsikret vores tankningsanlæg