Pump cyklen på S-togsstationen

Pump cyklen på S-togsstationen

Vær opmærksom på, at indholdet på denne side kan være uaktuelt.
04. maj 2011 kl. 13:31

S-tog installerer miljørigtige fodpumper på en række stationer

Nu kan man få luft under cyklen på S-togsstationen. Nye miljørigtige fodpumper på Flintholm, Vanløse, Allerød, Lyngby og Hundige stationer skal gøre det endnu nemmere at tage cyklen med i toget.
»I S-tog arbejder vi hele tiden på at skabe endnu bedre forhold for de mange kunder, der hver dag tager cyklen med i toget. Det skal være nemt og attraktivt at kombinere de to transportformer, og det bliver det blandt andet ved, at man kan pumpe sin cykel på stationen,« siger Niklas Marschall, salgsdirektør i DSB S-tog. 


Sms din mening
Cykelpumperne testes i første omgang på fem stationer. Flintholm Station har netop fået en pumpe, mens turen i uge 19 kommer til Vanløse, Allerød, Lyngby og Hundige stationer.
På de fem teststationer kan S-togskunderne få styr på dæktrykket, samtidig med de opfordres til at sende en sms til 1990 med ordet ”pumpe” efterfulgt af deres vurdering af initiativet.
»Vi håber, at rigtig mange vil sende os en sms, hvor de fortæller, om de er glade for pumperne, og om de fungerer, som de skal. Vi lytter til kundernes ønsker, og hvis tiltaget bliver populært, installerer vi cykelpumper på flere stationer,« siger Niklas Marschall.

• Gratis cykelmedtagning genererede mere end 1 million ekstra rejser med S-tog i 2010
• I 2011 kommer der flere cykelholdere i S-togene og på stationerne, og der afholdes særlige cykelevents.