Hver dag kører et bredt udsnit af Danmarks befolkning med DSB’s tog.
Som det er tilfældet for alle DSB’s kunder, er det målsætningen, at det også skal være lige til for kunder med et handicap at bruge toget som transportmiddel. Tilgængelighed til stationer og tog er det centrale begreb i forbindelse med handicapløsninger.
DSB har i snart 25 år arbejdet på at gennemføre løsninger, der tilgodeser de særlige behov, som mennesker med forskellige handicaps har i forbindelse med togrejsen.
De løsninger, som gør togrejsen mere lige til for handicappede, er baseret på 'design for alle' og gør det derfor enklere for alle DSB’s kunder. Elevatorer giver fx bedre tilgængelighed for ældre og gangbesværede, kunder med barnevogne eller rejsende med tung bagage.
Den store opmærksomhed, der er omkring handicappedes rejse med DSB, har vist, at der på nogle punkter er et stykke vej igen, før DSB kan opfylde sin målsætning på alle områder. Fx fri adgang mellem perron og tog, som især for kørestolsbrugere er væsentlig.
DSB har løbende et samarbejde og en dialog med handicaporganisationerne for at sikre de bedst mulige løsninger i tog og på stationer inden for de givne økonomiske og fysiske rammer. Forbedringer af tilgængeligheden vil fortsat kræve et tæt samarbejde mellem DSB, Banestyrelsen, trafikselskaberne og kommunerne.