Her er du

Pressebaggrund

Privatisering - En privatisering af DSB skal forberedes grundigt

09-05-2006 13:49:00

DSB’s bestyrelsesformand, Mogens Granborg, er for privatisering af DSB, men han advarer imod, at det sker uden en grundig, forudgående analyse siger han i et interview.

Af Anna Vinding og Claus Dithmer

For Mogens Granborg er privatisering af DSB ikke et spørgsmål om for eller imod. Bestyrelsesformanden er klart for, men mener, at det er nødvendigt med en dialog med såvel medarbejdere som politikere om, under hvilken form det skal ske.

Der har været tanker fremme i den offentlige debat om, at et privatiseret DSB ikke skulle eje for eksempel togene eller stationerne. Og den slags udtalelser vil der ifølge bestyrelsesformanden komme mange flere af, men Granborg understreger, at der nu skal igangsættes et analysearbejde, så man er sikker på at lande på den rigtige model.

- Der har været forskellige skoler i Europa for, hvordan man har privatiseret, og bestyrelsen vil meget nøje have analyseret, hvordan det er gået i de lande, hvor man har splittet jernbanen op, så vi kan danne os en opfattelse af, hvad der er den rigtige løsning for DSB og for det danske samfund, siger Mogens Granborg.

Ansvar for kunderne
Han tror på, at det er vigtigt at bevare ét stort DSB, så der er nogle, der påtager sig ansvaret for kunderne - og mener i øvrigt, at Danmark er for lille et land til at have alt for mange aktører.

- Det kan blive så fragmenteret, at dét, staten egentlig havde tænkt sig at yde den danske befolkning, ender med at blive hverken fugl eller fisk.

Som eksempel nævner han det nu hedengangne Hovedstadens Trafikselskab (HT).

- I gamle dage havde vi én stor operatør, der kørte med alle hovedstadens busser. Nu har vi tre-fire forskellige operatører, men hvem sikrer, at vi har en fuldstændig klokkeklar ’kunden i centrum’-profil?

- Hermed siger jeg ikke, at man ikke kan overveje at lave om på strukturen, men det må ske på basis af en ordentlig analyse, fastslår han.

Metro med egne skinner
Et andet eksempel, som ligger DSB’s bestyrelsesformand på sinde, er den københavnske metro.

- Vi har jo set, hvilke store fordele det er for metroen, at de har deres egne skinner og dermed kan levere total-leverancen. Derfor må vi have analyseret, hvilke fordele og ulemper der er i det, siger Granborg.

- Derefter vil vi drøfte det meget nøje med politikerne på baggrund af analyserne og ud fra en forretningsmæssig synsvinkel.

Mogens Granborg ser ikke noget til hinder for, at DSB i løbet af et halvt til trekvart år kan blive omdannet til et aktieselskab. Det betragter han som ’relativt udramatisk’.

- Herefter kunne man forestille sig en såkaldt Post Danmark-model, hvor 25 procent af aktierne sælges fra til investorer.

- Når vores ejer, Transportministeriet, signalerer, at det gerne vil privatisere DSB, så har ministeren naturligvis ret til at forvente, at DSB’s bestyrelse kommer med sit syn på sagen. Og bestyrelsen har pligt til at gå seriøst ind i den dialog. Det skal i hvert fald ikke skorte på initiativ fra vores side til at bistå til den proces, men det er ikke os, der skal træffe de politiske beslutninger, siger bestyrelsesformanden.



Tilbage til listen

Søg i meddelelser


Årstal

Nyheder
Presse-
meddelelser
Presse-
baggrund

Fritekst søgning